Post by Ragnar on Apr 1, 2007 10:12:05 GMT -5
Navn: Ragnar Luciano
Kælenavn: Ragnar
Alder: (i menneske år): 16
Fødselsdag: 1 / 4-1991
Køn: Dreng/Fyr
Art: Igen en slags damphir, men er ca. ½ vampyr, ½ dæmon.
Kan godt være i sol, men kan ikke rigtigt tåle sølv.
- Har også hugtænder, men de er sjældent man ser dem, da jeg næsten aldrig smiler 'rigtigt' (så man kan se tænderne),
en forholdsregel efter mine forældres død, og self. da jeg en gang selv blev jagtet af en vampyr-jæger.
Elsker: At forføre folk, eller irriterre folk - med ord.
Hader: Vand - ligesom Stefan - men kan sagtens bade osv. Hader også at være i nærheden af sølv, og at ende i dumme situationer.
God til: At forstå mennesker - ting i den retning - også at 'snakke'
Dårlig til: Er sommetider dårlig til at komme ud af dumme situationer.
Personlighed:
Jeg har det med at den ene dag snakker jeg i ét bestemt tonefald.
Jeg bestemmer ikke selv tonefaldet, og tænker egentligt ikke altid over det.
Når jeg taler er det næsten alrid velformuleret, eller lyder som om det er velovervejet
- selvom det langtfra altid er det, og at jeg ret ofte faktisk tænker på noget helt andet, eller tredje,
som ikke har meget at gøre med det der sker omkring mig.
At holde samtaler igang, går somregel meget godt,
selvom jeg har det med at gå ind på de lidt mere 'private' emner, selvom jeg lige har mødt personen.
Generelt forholder jeg mig rolig i enhver situation,
og kan begynde at smile, når jeg bør være vred - og omvendt.
Fortid: Mit navn stammer oprindeligt fra skandinavien.
Jeg fik a' vide da jeg var mindre at min familie oprindeligt stammede derfa,
men jeg har faktisk aldrig være der,
alligevel har mine forældre altid kaldt mig det på dén måde som man udtaler navnet i skandinavien,
så det gør jeg også altid selv, uden at tænke specielt meget over det.
Jeg levede fint i de første år, sammen med min halvbror Stefan.
Stefan blev mere og mere fjern, og begyndte at leve lidt sit eget liv. Til sidst forsvandt han.
Jeg levede alligevel videre, selvom jeg savnede ham,
for det var ham som havde støttet mig, og været sammen med mig.
Det var først senere at mit liv 'rigtigt' blev forandret.
Mine forældre døde.
Min far var vampyr, og blev dræbt af en vampyr-jæger, det blev min mor også, da hun prøvede at hjælpe ham.
Jeg så det heldigvis ikke, men kom på børnehjem, sammen med mine andre søskende, dagen efter.
Der gik ikke lang tid, før jeg begyndte at tale anerledes.
Jeg kunne nærmest 'mærke' eller/og 'se' hvem jeg kunne overtale til f. eks. at stjæle noget fra køkkenet,
og så selv få fortjenesten, imens at de andre blev skældt ud.
Der gik to-tre år, før jeg fandt ud af hvordan jeg kunne komme væk fra børnehjemmet, uden at blive fanget.
Så det gjorde jeg. Jeg 'flygtede' fra børnehjemmet, og hen til en anden by.
Jeg fik først penge ved at tigge, men senere ved at få folk til at give mig nogen, ved at snakke godt for mig.
Sådan levede jeg igen i nogle år, indtil at jeg kom til at smile lidt for meget - i nærheden af en vampyr-jæger.
Siden den dag, smiler jeg sjældent så man kan se mine hugtænder.
Jeg er også mere opmærksom på om dem omkring eventuelt kunne være vampyr-jægere.
I hvert fald løb jeg så hurtigt jeg kunne væk, da han satte i løb efter mig.
Jeg kendte heldigvis byen bedre end ham, og jeg fik med nød og næppe listet ham af mig,
ved hjælp af smutveje, venner, tyve og folk jeg bestak til at gemme mig for ham, og pigen han havde tilkaldt.
Der gik lang tid med det 'løb', hvor lang tid kan jeg ikke huske, må jeg indrømme.
Til sidst må de have givet op, og jeg kunne igen leve som før - men kun i nogle uger.
Det var på en kro - en gammel kro, fyldt med snydere, bedragere - og mest af alt; tyve.
Det var dér jeg mødte ham og den, dengang, ti-årige tøs, ved navn Leannia.
Først stod jeg bare som forstenet, for jeg kunne sjovt nok godt genkende ham
(På en del områder ligner vi jo faktisk hinanden - næsten samme øjenfarve,
og (når jeg ikke farver det) har vi også næsten samme hårfarve - min er bare mørkere, og sommetider uregerligt.)
Han sad og hyggede sig med hende tøsen, og nogle andre fyre, det meste af aftenen
- imens jeg bare sad og holdt øje med dem.
Da de andre var gået, undtagen pigen, gik jeg hen til ham - min stemme skælvede vist en smule,
,, Hej, Stefanno "
Han så op, med rynket pande, ,, Halløj - og hvem 'r 'u så?"
Det slog mig lidt at han ikke kunne genkende mig, men jeg blev alligevel ved, ,, Ragnar "
Han gjorde store øjne, men smilte så, ,, Luciano!? Hvad laur 'u hér? "
,, Jeg øh... " Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og trak på skuldrene
,, Bør 'u ikk' vær' derhjemme? " Han så ikke vred ud, mere nysgerrig.
Pigen sad imens bare og iagtog os.
Jeg rystede på hovedet, ,, De er begge døde. Vi andre blev sendt på børnehjem !"
Jeg lød mere vred end jeg havde i sinde.
Stefan rystede på hovedet, ,, Og dér sku' 'u vær' ble'ed, det hér sted " han slog ud med armene,
,, og hva' jeg laur' 'r ikk' no'ed for dig, Ragnar "
Jeg blev så overrasket at jeg gik amok, og begyndte at slå ham.
Lena rejste sig straks og trak mig med stor vilje tilbage, selvom hun havde svært ved det.
Så gik jeg istedet amok på hende, og slog hende, imens hun skreg.
Stefan var også kommet på benene, og holdt en kniv op foran mig, ,, La' vær' me' a' slå hende, Luciano "
Jeg trak mig forskrækket tilbage, med et stift blik på kniven.
Pludselig fór jeg frem, og tog fat i hans kniv, hvorefter jeg gik amok på ham igen.
Atter en gang kom pigen ham til undsætning, og trak mig væk fra ham,
imens hun holdte en stor kniv ind mod min strube.
Jeg trak mig væk, men var over hende så snart hun så over på Stefan med et bekymret blik.
Da jeg endelig stoppede, havde pigen fået en del store sår på begge sine arme, efter kniven.
Jeg smed kniven fra mig, og gik grædende ud fra kroen.
Siden dengang har jeg stødt på dem et par gange - og er hver gang mødt med foragt og had.
Had fra Leannias side, og irritation fra Stefans.
I mellemtiden har jeg også anskaffet mig Steffen, igen bare ved at tale godt for mig - og er altså nu endt hér.
- Jeg er i dag godt kørende.
Jeg har en fin pengebeholdning (selvom min mobil er en gammel model), har det godt med mig selv
- og alt det jeg har gjort - og bærer ikke nag.
Det eneste som jeg ville ønske var, at Stefan igen ville acceptere mig, og at vi måske endda kunne blive venner
- hvis broderfølelsen da helt er forsvundet.
IRL. Person: Katharina
Evner:
Jeg er hverken tankelæser, eller kan mærke folks humør,
men til gengæld er jeg rigtigt god til at gætte mig til folks tanker og humør, ud fra deres kropsbevægelser.
Kan også 'se' det når folk har beslægtede, hvad de hedder,
og sommetider endda hvordan personen er, så jeg kan 'indstille' mig efter ham/hende.
Jeg kan også 'mærke'/'føle' når folk er i nærheden,
har lettest ved at 'mærke' min egen familie,
og kan endda 'føle' hvor henne de er, så længe de er i nærheden.
Andet;
Jeg har en hund, som hedder Steffen, også kaldet Stef
Jeg har en bror, Stefan, som også er hér.
Jeg kalder ham næsten altid ved hans 'rigtige' navn, Stefanno.
