Post by hero on Jan 1, 2007 9:30:45 GMT -5
INFO: Hero's profil kan godt afsløre ting fra bogen 'Skyggeporten' (-af Lene Kaaberbøl), så hvis du ikke vil vide hvad der sker i bogen, så lad være med at læse den her profil!
Navn: Hero
Kælenavn:
Alder: 16 år
Fødselsdag: Den 17. September 1990
køn: dreng
Art: Læser (menneske)
Elsker:
Hader:
God til:
Dårlig til:
Personlighed:
Fortid: Han blev født i Natlandet d. 17. september. Dem i hans familie var alle sammen Jernnæve. Han var den eneste læser. Så han blev kamptrænede lige fra han var lille, for at blive mest muligt som dem. Men han var nu engang læser og langt fra Jernnæve.
En dag tog Skyggevæveren Nera sin skyggesøster til fange. Kara. Kara Drømmevæver, Natlandet's dronning. Og Nera overtog magten i Natlandet. Hun blev kaldt Skyggedronningen. Hun tog skygger fra mennesker og gjorde dem til skyggeløse (Zombie-agtige af opførsel) som arbejdede for hende. Og deres skygger også, samt der var nogle hun gjorde til dødningeskygger (Hero's far blev til en dødningeskygge). Men der blev lavet en modstandsbevægelse, som bl.a. Hero og Hero's onkel Justus var med i.
De vidste ikke hvordan de skulle få Nera af tronen. De vidste ikke hvor Kara var. Og de vidste ikke hvordan de nogensinde skulle få deres gamle verden tilbage. Men de vidste at Kara havde en datter. Og da hendes datter (som havde levet i vores verden) endelige kom til Natlandet, var der Hero der fik lov at modtage hende. Hum var stum, og man blev enige om at det nok var bedst at sende ham fordi han var Læser, og på den måde kunne 'snakke' med hende. Han fandt hende i et hus som Kara havde boet i, men det var brandt. Hun sov. Han vækkede hende. Han hørte hvad hun tænkte om ham (citat fra bogen):
En hånd greb mig om albuen og støttede mig så jeg ikke faldt. Jeg vendte hovedet for at se på ham. Han lignede ikke nogen brandmand. Mere end actionhelt fra en gammel film, bortset fra at han nok ikke var mere end et par år ældre end mig. Hans mørke øjne var meget levende og på en eller anden måde vagtsomme. Det var dem jeg så først. Så kom der andre detaljer - en beskidt skramme på den ene kind, hår der var langt og glat og lige så kridhvidt som måneskinnet. Han havde en grå jakke på der mindede mig om meget gamle flyveruniformer, og grå bukser. Og jeg ved ikke hvorfor, men jeg vidste med det samme at han ikke var fra vores verden. Det var simpelthen helt umuligt at forestille sig ham i skolegården derhjemme med en fodboldtaske over skulderen. Ham og Ian i samme rum? Aldrig i livet.
(citat fra bogen(kort tid efter)):
Ham filmhelten stod stadig og kiggede på mig. Hans hår gik helt ned til skuldrene, og hans øjne havde samme farve som nattehimlen. Han havde et tegn af en slags i panden, så jeg nu, helt oppe ved hårgrænsen. Malet, eller måske tatoveret. De lignede omridset af en sommerfugl.
Hvem var han?
"Jeg hedder Hero," sagde han, som om han havde hørt hvad jeg tænkte. "Og du er Anna, ikke?"
Jeg nikkede.
Og så gik han gudhjælpmig ned på knæ, som om han skulle til at fri til mig. "Jeg vil beskytte dig med mit liv," sagde han. "Mod dyr og menneske, mod sværdets magt og Mørkets, så længe der er liv i denne krop, og blod i disse årer."
Jeg stirrede på ham, men han så fuldstændig alvorlig ud. Han mente det. Han så op på mig som om han forventede at jeg skulle sige et eller andet, men jeg vidste ikke hvad. Tak? Selv om jeg havde kunnet sige ordet, ville det have lydt temmelig sært. Jeg mener, tak, det er noget man siger når sidemanden rækker én saltet. Ikke når nogen lige har lovet at dø for én.
Han smilede pludselig.
"Ja, jeg ved godt det lyder højtideligt," sagde han. "Men det re altså sådan man gør. Og tro mig, dit liv er vigtigt. Meget vigtiere end mit. Faktisk er du lige nu det vigtigste menneske i Natlandet. Og hvis vi vil undgå at bringe dit meget vigtige liv i fare, så må vi se at komme væk herfra. Nu. Vi er ikke sikre her."
De forlod huset, og tog afsted. De skulle hen til Mdam Ene's hus. Han gik og talte til hende undervejs.
(citat fra bogen):
"Det her er jo også dit hjem, Anna," sagde Hero stille. "Jeg ved godt at det ikke... at det ikke helt ligner sig selv mere. Men er du slet ikke glad for at være tilbage?"
Mit hjem? Tilbage? Hvad mente han?
Og så var der noget andet ved det han sagde, der ramte mig. Hvordan vidste han hvad jeg tænkte? Det var som om han kunne se lige ind i mig.
"Ja," sagde han. "Det... det troede jeg du vidste. Jeg er læser." Hans fingre strejfede det tegn han havde i panden, som om det forklarede alting.
Det gjorde det ikke. Selv om... solv om det nu gik op for mig at det nok ikke var nogen sommerfugl. Det var en bog - en åben bog.
En af drømmehvirvlerne drev nærmere, og jeg veg til side for ikke at blive strejfet af den. Det at stoppe op her, det fik de vilde drømme til at trække sig sammen om os som en myggesværm når man står stille ved en skovsø. Men jeg kunne ikke bare gå videre. Læser. Som i tankelæser. Han kunne se mine tanker. Det var som om nogen lige havde flået tøjet af mig, splitternøgen. Helt bar. Kunne han virkelig se det hele?
Han så pludselig usikker ud. Rødmede faktisk, kunne jeg se. Og der dér fornemmelse af at der trods alt var nogen der passede på mig, forsvandt. Han kunne se mine tanker!
Han førte hende med gennem skoven. Men de blev forfuldt, opdagede han. Dødningeskygger. Han bad Anna hjælpe ham med at grave et hul hun kunne ligge og gemme sig i så han kunne lokke dødningeskyggerne på afveje. Han fortalte hende at når hun ikke længere kunne høre dem, skulle hun komme op af hullet og følge den stjerne, han pegede på en stor stjerne der lyste klart. Hvis hun fuldte den, ville hun komme til madam enes hus. Han fortsatte. De skød med pile (bundet fast til skyggetråde, så de kunne finde det de skød) efter ham og remte. Men tråden blev kappet af en dødningeskygge. Hans far.
Det var Madam Ene og Anna der fandt ham. De tog ham med. De var på vej hen til Mosekonen. Fortsættes...
irl. person: Regitze
evner: Kan læse tanker...
Navn: Hero
Kælenavn:
Alder: 16 år
Fødselsdag: Den 17. September 1990
køn: dreng
Art: Læser (menneske)
Elsker:
Hader:
God til:
Dårlig til:
Personlighed:
Fortid: Han blev født i Natlandet d. 17. september. Dem i hans familie var alle sammen Jernnæve. Han var den eneste læser. Så han blev kamptrænede lige fra han var lille, for at blive mest muligt som dem. Men han var nu engang læser og langt fra Jernnæve.
En dag tog Skyggevæveren Nera sin skyggesøster til fange. Kara. Kara Drømmevæver, Natlandet's dronning. Og Nera overtog magten i Natlandet. Hun blev kaldt Skyggedronningen. Hun tog skygger fra mennesker og gjorde dem til skyggeløse (Zombie-agtige af opførsel) som arbejdede for hende. Og deres skygger også, samt der var nogle hun gjorde til dødningeskygger (Hero's far blev til en dødningeskygge). Men der blev lavet en modstandsbevægelse, som bl.a. Hero og Hero's onkel Justus var med i.
De vidste ikke hvordan de skulle få Nera af tronen. De vidste ikke hvor Kara var. Og de vidste ikke hvordan de nogensinde skulle få deres gamle verden tilbage. Men de vidste at Kara havde en datter. Og da hendes datter (som havde levet i vores verden) endelige kom til Natlandet, var der Hero der fik lov at modtage hende. Hum var stum, og man blev enige om at det nok var bedst at sende ham fordi han var Læser, og på den måde kunne 'snakke' med hende. Han fandt hende i et hus som Kara havde boet i, men det var brandt. Hun sov. Han vækkede hende. Han hørte hvad hun tænkte om ham (citat fra bogen):
En hånd greb mig om albuen og støttede mig så jeg ikke faldt. Jeg vendte hovedet for at se på ham. Han lignede ikke nogen brandmand. Mere end actionhelt fra en gammel film, bortset fra at han nok ikke var mere end et par år ældre end mig. Hans mørke øjne var meget levende og på en eller anden måde vagtsomme. Det var dem jeg så først. Så kom der andre detaljer - en beskidt skramme på den ene kind, hår der var langt og glat og lige så kridhvidt som måneskinnet. Han havde en grå jakke på der mindede mig om meget gamle flyveruniformer, og grå bukser. Og jeg ved ikke hvorfor, men jeg vidste med det samme at han ikke var fra vores verden. Det var simpelthen helt umuligt at forestille sig ham i skolegården derhjemme med en fodboldtaske over skulderen. Ham og Ian i samme rum? Aldrig i livet.
(citat fra bogen(kort tid efter)):
Ham filmhelten stod stadig og kiggede på mig. Hans hår gik helt ned til skuldrene, og hans øjne havde samme farve som nattehimlen. Han havde et tegn af en slags i panden, så jeg nu, helt oppe ved hårgrænsen. Malet, eller måske tatoveret. De lignede omridset af en sommerfugl.
Hvem var han?
"Jeg hedder Hero," sagde han, som om han havde hørt hvad jeg tænkte. "Og du er Anna, ikke?"
Jeg nikkede.
Og så gik han gudhjælpmig ned på knæ, som om han skulle til at fri til mig. "Jeg vil beskytte dig med mit liv," sagde han. "Mod dyr og menneske, mod sværdets magt og Mørkets, så længe der er liv i denne krop, og blod i disse årer."
Jeg stirrede på ham, men han så fuldstændig alvorlig ud. Han mente det. Han så op på mig som om han forventede at jeg skulle sige et eller andet, men jeg vidste ikke hvad. Tak? Selv om jeg havde kunnet sige ordet, ville det have lydt temmelig sært. Jeg mener, tak, det er noget man siger når sidemanden rækker én saltet. Ikke når nogen lige har lovet at dø for én.
Han smilede pludselig.
"Ja, jeg ved godt det lyder højtideligt," sagde han. "Men det re altså sådan man gør. Og tro mig, dit liv er vigtigt. Meget vigtiere end mit. Faktisk er du lige nu det vigtigste menneske i Natlandet. Og hvis vi vil undgå at bringe dit meget vigtige liv i fare, så må vi se at komme væk herfra. Nu. Vi er ikke sikre her."
De forlod huset, og tog afsted. De skulle hen til Mdam Ene's hus. Han gik og talte til hende undervejs.
(citat fra bogen):
"Det her er jo også dit hjem, Anna," sagde Hero stille. "Jeg ved godt at det ikke... at det ikke helt ligner sig selv mere. Men er du slet ikke glad for at være tilbage?"
Mit hjem? Tilbage? Hvad mente han?
Og så var der noget andet ved det han sagde, der ramte mig. Hvordan vidste han hvad jeg tænkte? Det var som om han kunne se lige ind i mig.
"Ja," sagde han. "Det... det troede jeg du vidste. Jeg er læser." Hans fingre strejfede det tegn han havde i panden, som om det forklarede alting.
Det gjorde det ikke. Selv om... solv om det nu gik op for mig at det nok ikke var nogen sommerfugl. Det var en bog - en åben bog.
En af drømmehvirvlerne drev nærmere, og jeg veg til side for ikke at blive strejfet af den. Det at stoppe op her, det fik de vilde drømme til at trække sig sammen om os som en myggesværm når man står stille ved en skovsø. Men jeg kunne ikke bare gå videre. Læser. Som i tankelæser. Han kunne se mine tanker. Det var som om nogen lige havde flået tøjet af mig, splitternøgen. Helt bar. Kunne han virkelig se det hele?
Han så pludselig usikker ud. Rødmede faktisk, kunne jeg se. Og der dér fornemmelse af at der trods alt var nogen der passede på mig, forsvandt. Han kunne se mine tanker!
Han førte hende med gennem skoven. Men de blev forfuldt, opdagede han. Dødningeskygger. Han bad Anna hjælpe ham med at grave et hul hun kunne ligge og gemme sig i så han kunne lokke dødningeskyggerne på afveje. Han fortalte hende at når hun ikke længere kunne høre dem, skulle hun komme op af hullet og følge den stjerne, han pegede på en stor stjerne der lyste klart. Hvis hun fuldte den, ville hun komme til madam enes hus. Han fortsatte. De skød med pile (bundet fast til skyggetråde, så de kunne finde det de skød) efter ham og remte. Men tråden blev kappet af en dødningeskygge. Hans far.
Det var Madam Ene og Anna der fandt ham. De tog ham med. De var på vej hen til Mosekonen. Fortsættes...
irl. person: Regitze
evner: Kan læse tanker...