Marie

[Marie Ræv]

Navn: Marie Martini Kælenavn: Marie Ræv Alder: 15 Fødselsdag: 21/11 - 1991 Køn: Pige Art: Menneske / Ræv (?) (Animagus) Elsker: At være sammen med andre, som accepterer mig Hader: At være helt alene God til: At acceptere andre Dårlig til: At få samtaler til at blive ved med at være samtaler (at holde samtaler kørende)

[/blockquote][/td][/tr][tr][td]

Mig som ræv

[/td]

[td]

Personlighed:
Jeg er faktisk meget sød, men ikke den dér 'sukkersøde' type.
Jeg er ret stille af mig, men kan sagtens finde på at indlede samtaler
- jeg er bare bange for at folk ikke accepterer mig.
Jeg er ikke genert
- nej, jeg kan sagtens finde på at råbe op, men jeg vil bare gerne accepteres af andre som den jeg er, da jeg jo før er blevet drillet pga. mit udseende.

Evne(r): Kan forvandle mig til en ræv
(Er en slags animagus
- men har altid ræveører + -hale)

Irl. person: Katharina

[/td][td][/tr][/table]

Fortid: Jeg blev født d. 21/11-1990.
Dengang lignede jeg en helt almindelig lille pige,
og levede et helt normalt liv - indtil jeg blev seks.
En morgen vågnede jeg, jeg lå dårligt
og kunne høre mine forældre 'skændes' (eller diskutere?)
"... Vi kan da ikke bare 'lade som ingenting' !"
Min mor lød anspændt
"Nej - men hvad tror du hun siger?" (Min fars stemme)
"Det ved jeg ikke, men hvis vi ligefrem lyver for hende,
hvad tror du så ikke hun siger når hun opdager det!?"
Efter det kunne jeg kun høre mumlen,
de var nok bange for at jeg hørte dem.
Jeg strakte mig og stod på.
Så, så jeg på det her KÆMPE spejl jeg havde på mit værelse.
Jeg gispede, og rørte uvant ved mine ører - mine ræveører.
Jeg så ned af mig selv - og rørte nu ved min hale.
Nu vidste jeg hvad de havde talt om
- men de nævnte det ikke.
Hverken dengang eller nogensinde.
I skolen blev jeg drillet, og jeg lukkede mig mere og mere inde
- hvorfor kan folk ikke bare acceptere mig?
Jeg satte min lid til musikken
- og lærte også at spille lidt guitar.
Samtidig lærte jeg også at forvandle mig helt til ræv.
Jeg fik nok af mine 'tavse' forældre og tog væk derfra.
Det værste var nætterne - de lange mørke nætter alene.
Men nu er jeg heldigvis kommet hen til et sted,
hvor jeg håber folk vil acceptere mig.