Post by Cinzia on Mar 15, 2007 14:19:25 GMT -5
Navn: Cinzia Sizeina Fabrieza
(Cinzia udtales muligvis noget i retning af; tjin-zi-a)
Kælenavn: Cin, Siz, Reiza og hvad folk nu finder på
Flok: Namron
Alder: 16
Fødselsdag: 1/1-1991
Køn: Pige
Art: ½ Elver, ½ Vampyr
(er en slags damphir, bare med en elver som mor, i stedet et menneske)
Elsker: Dyr, naturen og mennesker
Hader: Ikke at kunne finde rundt i mit liv, og at være forvirret.
God til: At sige min mening, og at fare rundt. Gøre som jeg nu har lyst til, og ikke altid tænke over det jeg siger...
Dårlig til: At sidde stille / lukke munden, på kommando - hvis jeg på det tidspunkt er glad/energisk.
Personlighed:
Jeg er somregel venlig, glad og sød.
Selvom at når min 'dårlige' halvdel kommer rigtigt til syne kan jeg godt være det stik modsatte.
Jeg tager ikke noget specielt personligt, og er god til at tilgive folk.
Jeg tænker sjældent specielt meget over det jeg gør, og opfører mig som det passer mig,
selvom jeg ikke har det specielt godt med kritik omkring det jeg gør - eller mit specielle udseende.
Til gengæld lægger jeg langtfra skjul på mit lettere specielle udseende,
og gør da gerne folk opmærksomme på at jeg er stolt af hvordan jeg ser ud.
Fortid: Jeg blev født i Italien d. 1. i 2. 1990. Rent faktisk klokken ét om natten, præcist.
Jeg kan rent faktisk så godt som intet huske derfra.
Da jeg var fem flyttede min familie til USA. Præcist hvor kan jeg ikke huske.
Jeg levede nogenlunde normalt, trods nogle småproblemer med at lære at tale engelsk.
Nu taler jeg det fuldkomment perfekt (sådan da).
Det var først da jeg blev tolv år at tingene begyndte at blive anderledes…
Jeg fik a’ vide, af mine forældre, at jeg ikke var deres rigtige barn.
At jeg var adopteret.
Det slog mig helt ud i flere dage, men efter godt en uge begyndte jeg at udspørge dem om mine forældre.
De vidste selvfølgelig intet om dem. Det var der ingen der gjorde.
Jeg brugte lang tid, hvor jeg pjækkede fra skolen, med at lede om informationer.
Til sidst mødte jeg én.
Jeg fik faktisk aldrig fat i hans navn, men han kunne fortælle mig en del.
Han var damphir – og en vampyrjæger.
De første par gange var det bare snak over et café-bord. Han sagde at han muligvis ville kunne skaffe 'oplysninger'.
Men han ville til gengæld have at jeg så hjalp ham lidt.
Jeg gik self. ind på aftalen, for han var den eneste jeg havde mødt, som måske kunne sige noget om mine forældre.
På det tidspunkt vidste jeg ikke at han var en vampyrjæger.
Jeg vidste egentligt heller ikke hvad en damphir var...
Så, det hele foregik faktisk stille og roligt i det første stykke tid.
Han fandt hurtigt oplysninger om mine forældre, men først og fremmest fortalte vi om hinanden.
Dog ville han ikke fortælle sit navn, men ellers blev vi nærmest hinandens fortrolige.
Som sagt foregik det hele nærmest over et cafébord, hvor vi egentligt bare snakkede sammen.
Han kendte faktisk heller ikke mit navn, men kaldte mig bare for 'elfo', da han havde hørt mig sige det.
Han mente ikke at navne var vigtige, og at de kun gav begrænsninger.
Hvordan han så fandt ud af at begge mine forældre var døde, at min mor var elver, og min far vampyr, ved jeg ikke...
I hvert fald, kom han en dag, vi havde aftalt at mødes og bare hyggesnakke, meget forpustet.
Han å på mig med sine rolige grå øjne, og bedte mig om at følge med - det hastede.
Jeg trak på skuldrene og gik med ham.
Det viste sig så at det var en vampyr. De kunne ikke klare ham.
De sagde at jeg måske havde en større chance, fordi at jeg ikke var halvt menneske, men elver.
Jeg gik med på den, og fik fat i ham. De dræbte ham. Ikke jeg.
Han var ikke den eneste. Tre andre. Men stadig, var det ikke mig der dræbte dem.
Jeg prøver på ikke at tænke over det, og det går somregel også.
Nogle måneder til gik, og efterhånden så jeg mindre og mindre til damphiren.
Til sidst så vi slet ikke hinanden, men jeg gav ikke op.
På det tidspunkt var jeg femten.
Jeg arbejdede på dét tidspunkt også hårdt i skolen,
men ligesåsnart jeg kunne komme til det, sad jeg enten ved min computer, eller med næsen i en bog.
På computeren søgte jeg somregel på ting, jeg havde fundet i én af mine utallige biblioteksbøger.
Bøgerne jeg lånte var mest fantasybøger, både 'historier' og dem, hvor der står om eventyrvæsner, eller myter.
Også på nettet fandt jeg en masse om myter og jeg ved ikke hvad.
Selvom det virkelig var noget jeg kunne lide, besluttede jeg mig alligevel for at flytte væk derfra, og selv finde ud af alting...
Så ikke så lang tid efter nytår, begyndte jeg at søge efter et nyt sted, og fandt til sidst til dette...
Andet;
Jeg er som sagt halv elver, halv vampyr.
Derfor kan jeg i leve uden blod. Men det betyder ikke at jeg ikke får lysten til det.
Trangen til det. Dén har jeg. Når jeg får trangen, bliver mine øjne rødlige...
Om udseendet m.m.;
Normalt er mine øjne grønlige. Men når jeg får lyst til blod - m.m. - bliver de røde.
Jeg har også vampyrenes tænder, og nogle har da også troet at jeg var 100% vampyr.
Alligevel har jeg elvernes ører, smidighed og ynde, sammen med vampyrernes.
- Jeg har også ekstrem lys hud
Mit hår er langt, blond og med en snert af blå,
når jeg står i det rigtige lys - det er så en del mørkere når jeg står i lidt mørke.
Jeg er meget tynd, men lige ikke så tynd at det er for meget.
Mine bevægelser er somregel smidige og flydende.
På min kind har jeg et slags 'tegn', som jeg har haft ligeså længe jeg kan huske.
Mit tøj er oftest en eller anden form for t-shirt, og en meget kort nededel,
eller en lille pæn kjole, alt sammen hvor jeg næsten altid har et skærf eller noget om livet.
Tøjet er næsten altid i lyse farver for ikke at fremhæve min meget lyse hud.
Men jeg kan godt finde på at komme i en sort/mørk kjole, hvis jeg vil.
Irl. person: Katharina
Evner: Jeg kan sagtens stå i sollys uden at der sker noget - dog kan solens stråler godt føles en anelse varme.
- Kan også være i en kirke...
Jeg kan godt leve uden blod - men får med jævne mellemrum lysten til det.
Jeg har ellers alle de 'talenter' som elvere og vampyrer har.
- Healer forholdsvist hurtigt, større sår/skrammer efter godt en time bare,
små næsten med det samme og meget store efter godt en dag...
