Post by armand on Dec 25, 2006 11:50:29 GMT -5
Navn: Armand
Efternavn: Mystérieux
Kælenavn: Armand eller Herr Mystérieux
Alder: (i menneske år): 250 år (23 år da han blev vampyr, så er velegentlig 23 år)
Fødselsdag: Den 27. januar 1756
Køn: Ung mand
Art: Vampyr
Elsker: Dystert poesi, klassisk musik, (gammel) kunst og at spille violin.
Hader: 'Det nye,' den moderne tid.
God til: SYGT god til at at spille violin, har spillet det siden han var 7 år, og det er joh længe siden, så... Han har øvet sig i MANGE år.
Dårlig til: At lade fortid være fortid og komme videre i livet.
Musik:
Klassisk (Mozart), ...men kan ogs godt lide My Chemical Romance!
Personlighed: Han opføre sig altid høfligt, især overfor kvinderne. Han virker chamerende, og snaksalig, men meget sjældent, ser han en person som ven. Han har heller aldrig haft en kæreste siden Marie døde. Og selv om han kan virke forelsket, så har han meget svært ved at blive det nogensinde igen.
Fortid: Han blev født i Salzburg d. 27 januar 1756, samme dag som Wolfgang Amadeus Mozart. Hans far var en god ven af Leopold og Anna Maria Pertl Mozart (Wolfgang's forældre), og derfor blev Wolfgang og Armand meget gode venner, selv om Wolfgang næsten aldrig havde tid til at være sammen med Armand fordi han øvede sig i klaver. Og da de blev fire og Wolfgang fortalte Armand om hvor godt det var gået til hans første koncert, begyndte Armand at plage sin far om en klaverlære. Så Armand begyndte at spille klaver. Han var vild med den måde hans ven Wolfgang spillede på, og de spillede tit sammen. Armand lærte meget af Wolfgang. Han blev vild med musik og begyndte også at lære violin (da han var 7 år). Som årene gik så han mindre og mindre til Wolfgang. Og da han blev 19 mødte han den pige han var sikker på han ville være sammen med resten af hans liv, Marie. De mødte hinanden til et maskebal. De dansede sammen hele den aften.
De elskede hinanden meget. De ville giftes, og blev forlovet. Men det var ligesom om de bare blev ved med at vvære forlovet. Folk blev ved med at spørge hvornår de ville holde deres bryllup, men de blev ved med at udskyde det. Selvom de elskede hinanden højere end livet selv.
Da han blev 23 år mødte han en mand som han snakkede godt med til et hof. Louis, hed han. De mødtes nogle gange om aftnene hjemme hos Armand. En aften da Marie ikke var hjemme var det at Louis og armand gik ud i haven for at snakke og se nogle af statuerne og blomsterne i den fine have. Og der skete det. Louis bed Armand.
Han fortalte ham, at han havde det Armand havde brug for, for at overleve. Armand sagde desperat ja til det han åbenbart havde brug for. Louis bed sig i håndleddet og lod Armand drikke deraf. Og Armand var en vampyr. Han havde fået 'Den Mørke Gave.'
Han forsøgte at holde det hemmeligt, og blive hos Marie, men Louis blev ved med at sige at han blev nødt til at forlade hende, eller gøre hend til en vampyr også. Han sagde at de udødelige ikke kunne leve med de dødelige. Men armand ville ikke gøre Marie til hvad han selv var blevet. Han ville ikke ødelægge hendes liv. Men han ville heller ikke forlade hende.
Så var det at Louis fik nok. Han bortførte Marie. Førte hende ud på en kirkegård. Nu skulle hun vide det. Han ville ikke finde sig i at Armand blev hængende ved hende for altid til hun døede og folk fandt det mistænkeligt at Armand ikke blev ældre.
Han fortalte Marie hvad Armand og ham var.
Marie blev selvfølgelig bange for Louis. Louis viste at han ikke kunne lade hende vide hvad han og Armand var, så han sagde også at han nu endten var nødt til at dræbe hende, eller gøre hende til en af dem. Men hun stak af. Hun løb hjem til Armand. Hun ville være som ham, men hun ville absolut ikke have Louis til at gøre hende til en vampyr. Hun bad Armand om det. Men der måtte megen overtagelse til. Armand ville ikke have hu også skulle lide som han gjorde. Men hun fik sin vilje. Nu var de to forlovet udødelige.
Armand så ikke meget til Louis efter det. Men han hørte rygter om at hans gamle ven Wolfgang var blevet berømt og skulle til Wien for at optræde. Han og Marie tog også til Wien. Armand ville gerne se Wolfgang igen. Men det var svært at få mødt ham rigtigt. Han så ham kun under koncerter og operare, stå der og være berømt. Armand kom til alle hans optrædner. Vær og en. Ham og Marie. Og endelige en dag, fik han mødt ham. Wolfgang. Hans barndomsven. Men nu var han ikke længere Wolfgang, han var Mozart. Berømt. Men selvom alle andre kaldte ham Mozart, så blev ha ved med at kalde ham Wolfgang. Og Wolgang kunne godt kende Armand. Han sørgede for at Armand og Marie kunne komme gratis ind til alle de af hans værker de ville. Når der manglede en violin i orkestret, var Armand den første som Wolfgang opsøgte. Men efterhånden blev han syg, wolfgang. Og selvom Armand kom til hvert eneste af de få optrædner han efterhånden lavede, så snakkede de ikke så meget mere. Armand sad mest der hjemme om aftnen. Marie gik oftere ud alene for at skaffe blod. Armand gik kun ud når han virkelig havde brug for det. Han sad for det meste bare der hjemme og spillede klaver. Han spillede klaver fordi han savnede Wolfgang. Og ved at spille klaver var det lidt som om han også vart der. Men da Wolfgang døede, stoppede Armand med at spille. Han spillede heller ikke på violinene før nogle få år efter fordi Marie syntes at han skulle spille lidt mere. Men han har aldrig rørt et klaver eller tangent instrumenter siden Wolfgang døede. Og selv når han spillede på violinene var det kun dystre toner. Ingen glade melodier. Til sidst kunne Marie ikke holde det ud mere. En dag da Aramnd vågnede, så han at der manglede et at de to malerier der hang på væggen. Det var det malerir af ham. Det af Marie hang der stadig. Men der hvor det af ham skulle have hængt hang der bare en lille note. "Remember Me" stod der. Hun var rejst.
Armand brød endnu mere sammen. Nu var det ikke kun hans bedste ven der var død. Hans elskede havde forladt ham. Han var vred på hende, men han kunne ikke få sig selv til at hede og glemme hende. Han spillede hidsige vrede toner på violinen. Han gik igennem gaderne med violinen og spillede vrede dystre melodier. Han skrev nogle af dem ned. Men det varede ikke længe før de blev væk, så han blev ved med at spille nye længselsfulde og hidsige melodier. Han spillede uafbrudt når han var vågen. Nogle gange også om dagen (vampyre sover jo normalt om dagen). Folk der hørte melodierne blev endten bange eller vrede selv. De mindede dem om dem de savnede. Og han savnede også. Han savnede Marie. Ligegyldigt hvor han tog hen havde han altid mindst to ting med sig; hans violin og en maske Marie engang havde lavet. Han tog den tit frem og forestillede sig hende stå der ved siden af ham.
Han var ved at blive sindsyg. Han syntes han så hende overalt. Den eneste måde han kunne billederne ud af hovedet på var ved at spille. Så han spillede. Hans fingerspidser på venste hånd blev blodige af at holde på strengene. Han fik næsten aldrig noget blod, får han kunne jo ikke spille når han skulle skaffe det. Men han fik dog tvunget sig selv til at holde pauser. Til sidst besluttede han sig for at folade Wien. Han tog tilbage til Salzburg. Det hjalp. Han så ikke Marie hele tiden. Kun sjældent. Men han havde jo heller ikke boet så længe i Salzburg. Til gengæld begyndte barndoms billeder med Wolfgang at dukke op. Det var ikke nær så slemt medn nok til at han måtte længere væk. Ud at tyskland. Han tog til Paris.
Han så hvad der var værd at se i Paris. Han tog flere gange op i Notre Dame. Sad der og så ud over byen.
Nogle gange sad han og spillede. Men så var detr ikke de hidsige vrede toner. Det var nogle helt andre. Melodier der lød længselsfulde. Melodier der fortalte at hvor meget han savnede Marie og Wolfgang. Men efterhånden som 'fremtiden' skrd frem og folk begyndte at gå i andet tøj, tale anderledens og høre andet musik, kunne Armand ikke følge med. Han blev ved med at gå i det tøj han altid havde gjordt. Han blev ved med at høre klassisk og han kunne ikke holde alt det nye om moderne musik ud. Jazz, Rock, Pop, Rap, Metal og alle de andre nye former for musik. Så han gik rundt blandt den nye tids unge i den mode han som han havde gået med lige siden han var ung, og hans violin havde han også med. Hvis der var nogle der kom ham ivejen blev de nattens måltid. Så kunne de høre deres musik og gå i derwes tøj. Han ville ikke overgive sig til fremtiden. Men efterhånden som han nu hørte den nye musik fandt han ud af at der var en af den nye tids band han godt kunne lide. Det var det eneste nye musik han hørte, My Chemical Romance. Og han kan godt finde på at spille deres musik på en syg måde over hans violin. Han kan få det til at lyde næsten helt som om der er rockinstrumenter og sang med ind over det. Men han vil hellere høre det, og så nøjes med at spille de melodier han altid har spillet. Men grunden til at han godt kan lide det band, er at deres musik er realiteret meget til døden. Den død han aldrig kommer til at opleve.
irl. person: Regitze
Evner: ingen...
Efternavn: Mystérieux
Kælenavn: Armand eller Herr Mystérieux
Alder: (i menneske år): 250 år (23 år da han blev vampyr, så er velegentlig 23 år)
Fødselsdag: Den 27. januar 1756
Køn: Ung mand
Art: Vampyr
Elsker: Dystert poesi, klassisk musik, (gammel) kunst og at spille violin.
Hader: 'Det nye,' den moderne tid.
God til: SYGT god til at at spille violin, har spillet det siden han var 7 år, og det er joh længe siden, så... Han har øvet sig i MANGE år.
Dårlig til: At lade fortid være fortid og komme videre i livet.
Musik:
Klassisk (Mozart), ...men kan ogs godt lide My Chemical Romance!
Personlighed: Han opføre sig altid høfligt, især overfor kvinderne. Han virker chamerende, og snaksalig, men meget sjældent, ser han en person som ven. Han har heller aldrig haft en kæreste siden Marie døde. Og selv om han kan virke forelsket, så har han meget svært ved at blive det nogensinde igen.
Fortid: Han blev født i Salzburg d. 27 januar 1756, samme dag som Wolfgang Amadeus Mozart. Hans far var en god ven af Leopold og Anna Maria Pertl Mozart (Wolfgang's forældre), og derfor blev Wolfgang og Armand meget gode venner, selv om Wolfgang næsten aldrig havde tid til at være sammen med Armand fordi han øvede sig i klaver. Og da de blev fire og Wolfgang fortalte Armand om hvor godt det var gået til hans første koncert, begyndte Armand at plage sin far om en klaverlære. Så Armand begyndte at spille klaver. Han var vild med den måde hans ven Wolfgang spillede på, og de spillede tit sammen. Armand lærte meget af Wolfgang. Han blev vild med musik og begyndte også at lære violin (da han var 7 år). Som årene gik så han mindre og mindre til Wolfgang. Og da han blev 19 mødte han den pige han var sikker på han ville være sammen med resten af hans liv, Marie. De mødte hinanden til et maskebal. De dansede sammen hele den aften.
De elskede hinanden meget. De ville giftes, og blev forlovet. Men det var ligesom om de bare blev ved med at vvære forlovet. Folk blev ved med at spørge hvornår de ville holde deres bryllup, men de blev ved med at udskyde det. Selvom de elskede hinanden højere end livet selv.
Da han blev 23 år mødte han en mand som han snakkede godt med til et hof. Louis, hed han. De mødtes nogle gange om aftnene hjemme hos Armand. En aften da Marie ikke var hjemme var det at Louis og armand gik ud i haven for at snakke og se nogle af statuerne og blomsterne i den fine have. Og der skete det. Louis bed Armand.
Han fortalte ham, at han havde det Armand havde brug for, for at overleve. Armand sagde desperat ja til det han åbenbart havde brug for. Louis bed sig i håndleddet og lod Armand drikke deraf. Og Armand var en vampyr. Han havde fået 'Den Mørke Gave.'
Han forsøgte at holde det hemmeligt, og blive hos Marie, men Louis blev ved med at sige at han blev nødt til at forlade hende, eller gøre hend til en vampyr også. Han sagde at de udødelige ikke kunne leve med de dødelige. Men armand ville ikke gøre Marie til hvad han selv var blevet. Han ville ikke ødelægge hendes liv. Men han ville heller ikke forlade hende.
Så var det at Louis fik nok. Han bortførte Marie. Førte hende ud på en kirkegård. Nu skulle hun vide det. Han ville ikke finde sig i at Armand blev hængende ved hende for altid til hun døede og folk fandt det mistænkeligt at Armand ikke blev ældre.
Han fortalte Marie hvad Armand og ham var.
Marie blev selvfølgelig bange for Louis. Louis viste at han ikke kunne lade hende vide hvad han og Armand var, så han sagde også at han nu endten var nødt til at dræbe hende, eller gøre hende til en af dem. Men hun stak af. Hun løb hjem til Armand. Hun ville være som ham, men hun ville absolut ikke have Louis til at gøre hende til en vampyr. Hun bad Armand om det. Men der måtte megen overtagelse til. Armand ville ikke have hu også skulle lide som han gjorde. Men hun fik sin vilje. Nu var de to forlovet udødelige.
Armand så ikke meget til Louis efter det. Men han hørte rygter om at hans gamle ven Wolfgang var blevet berømt og skulle til Wien for at optræde. Han og Marie tog også til Wien. Armand ville gerne se Wolfgang igen. Men det var svært at få mødt ham rigtigt. Han så ham kun under koncerter og operare, stå der og være berømt. Armand kom til alle hans optrædner. Vær og en. Ham og Marie. Og endelige en dag, fik han mødt ham. Wolfgang. Hans barndomsven. Men nu var han ikke længere Wolfgang, han var Mozart. Berømt. Men selvom alle andre kaldte ham Mozart, så blev ha ved med at kalde ham Wolfgang. Og Wolgang kunne godt kende Armand. Han sørgede for at Armand og Marie kunne komme gratis ind til alle de af hans værker de ville. Når der manglede en violin i orkestret, var Armand den første som Wolfgang opsøgte. Men efterhånden blev han syg, wolfgang. Og selvom Armand kom til hvert eneste af de få optrædner han efterhånden lavede, så snakkede de ikke så meget mere. Armand sad mest der hjemme om aftnen. Marie gik oftere ud alene for at skaffe blod. Armand gik kun ud når han virkelig havde brug for det. Han sad for det meste bare der hjemme og spillede klaver. Han spillede klaver fordi han savnede Wolfgang. Og ved at spille klaver var det lidt som om han også vart der. Men da Wolfgang døede, stoppede Armand med at spille. Han spillede heller ikke på violinene før nogle få år efter fordi Marie syntes at han skulle spille lidt mere. Men han har aldrig rørt et klaver eller tangent instrumenter siden Wolfgang døede. Og selv når han spillede på violinene var det kun dystre toner. Ingen glade melodier. Til sidst kunne Marie ikke holde det ud mere. En dag da Aramnd vågnede, så han at der manglede et at de to malerier der hang på væggen. Det var det malerir af ham. Det af Marie hang der stadig. Men der hvor det af ham skulle have hængt hang der bare en lille note. "Remember Me" stod der. Hun var rejst.
Armand brød endnu mere sammen. Nu var det ikke kun hans bedste ven der var død. Hans elskede havde forladt ham. Han var vred på hende, men han kunne ikke få sig selv til at hede og glemme hende. Han spillede hidsige vrede toner på violinen. Han gik igennem gaderne med violinen og spillede vrede dystre melodier. Han skrev nogle af dem ned. Men det varede ikke længe før de blev væk, så han blev ved med at spille nye længselsfulde og hidsige melodier. Han spillede uafbrudt når han var vågen. Nogle gange også om dagen (vampyre sover jo normalt om dagen). Folk der hørte melodierne blev endten bange eller vrede selv. De mindede dem om dem de savnede. Og han savnede også. Han savnede Marie. Ligegyldigt hvor han tog hen havde han altid mindst to ting med sig; hans violin og en maske Marie engang havde lavet. Han tog den tit frem og forestillede sig hende stå der ved siden af ham.
Han var ved at blive sindsyg. Han syntes han så hende overalt. Den eneste måde han kunne billederne ud af hovedet på var ved at spille. Så han spillede. Hans fingerspidser på venste hånd blev blodige af at holde på strengene. Han fik næsten aldrig noget blod, får han kunne jo ikke spille når han skulle skaffe det. Men han fik dog tvunget sig selv til at holde pauser. Til sidst besluttede han sig for at folade Wien. Han tog tilbage til Salzburg. Det hjalp. Han så ikke Marie hele tiden. Kun sjældent. Men han havde jo heller ikke boet så længe i Salzburg. Til gengæld begyndte barndoms billeder med Wolfgang at dukke op. Det var ikke nær så slemt medn nok til at han måtte længere væk. Ud at tyskland. Han tog til Paris.
Han så hvad der var værd at se i Paris. Han tog flere gange op i Notre Dame. Sad der og så ud over byen.
Nogle gange sad han og spillede. Men så var detr ikke de hidsige vrede toner. Det var nogle helt andre. Melodier der lød længselsfulde. Melodier der fortalte at hvor meget han savnede Marie og Wolfgang. Men efterhånden som 'fremtiden' skrd frem og folk begyndte at gå i andet tøj, tale anderledens og høre andet musik, kunne Armand ikke følge med. Han blev ved med at gå i det tøj han altid havde gjordt. Han blev ved med at høre klassisk og han kunne ikke holde alt det nye om moderne musik ud. Jazz, Rock, Pop, Rap, Metal og alle de andre nye former for musik. Så han gik rundt blandt den nye tids unge i den mode han som han havde gået med lige siden han var ung, og hans violin havde han også med. Hvis der var nogle der kom ham ivejen blev de nattens måltid. Så kunne de høre deres musik og gå i derwes tøj. Han ville ikke overgive sig til fremtiden. Men efterhånden som han nu hørte den nye musik fandt han ud af at der var en af den nye tids band han godt kunne lide. Det var det eneste nye musik han hørte, My Chemical Romance. Og han kan godt finde på at spille deres musik på en syg måde over hans violin. Han kan få det til at lyde næsten helt som om der er rockinstrumenter og sang med ind over det. Men han vil hellere høre det, og så nøjes med at spille de melodier han altid har spillet. Men grunden til at han godt kan lide det band, er at deres musik er realiteret meget til døden. Den død han aldrig kommer til at opleve.
irl. person: Regitze
Evner: ingen...