Post by Damphir Raymon on Feb 9, 2007 14:52:02 GMT -5
Navn: Raymon
Efternavn: Incubo Alptraum Pesadilla Cauchemar
Kaldt: Raymon eller Ray
Øgenavne: Disaster og så lige hans efternavne (Incubo, Alptraum, Pesadilla og Cauchemar)
Alder: 17
Fødselsdag: Den 30. December 1989
Køn: Fyr
Art: Damphir
Elsker: At være uafhængig af alt muligt ragelse som enten bliver stjålet eller står og støver.
Hader: For mange penge.
God til: Ikk at tale for meget.
Dårlig til: At læse, skrive, regne og diverse andre skolefag.
Musik: Rock (HårdRock) og Metal (HeavyMetal og DødsMetal)
Personlighed: Han er ikk en der bruger flere ord end det er nødvendigt. Får det meste holder han sig for sig selv. Men han har intet imod andre så længe de ikk behandler ham anderledes, sender ham mærkelige blikke eller råber efter ham. Bliver han vred, er det ikk ord han bruger. Så er det vold. Men han er normalt ikk så voldelig, og slet ikk overfor piger. Han kan joh godt (som drenge nu kan) finde på at slå lidt til andre drenge der bare er irriterende. Men der gælder andre regler for piger. De skal virkelig være provokerende, eller selv begynde på voldelige handlinger før han gør noget ved dem. Ellers er han normalt ret rolig. Han hat intet imod hverken vampyrer eller mennesker. Han er meget afslappet, og han har en tendens til altid bare at se roligt på folk med sine mørke øjne. Hans stemme har altid været sådan lidt hæs, lidt ’rocksanger’ hæs, hvis man kan sige det på den måde. Når han snakker, er det tit i et meget tørt tonefald, men han vil hellere bar nikke eller ryste på hovedet. Han har aldrig rigtig været motiveret til at sige så meget.
Fortid: Jeg blev uønsket født d. 30. december 1989 i Bronx. Det var ikk meningen min mor skulle have et barn. Og da slet ikk med en vampyr til far. Men min mormor tillod ikk en abort. Hun mente at min mor bare måtte lærer af sine fejl, og hun ville ikk dø før hendes 37årige datter havde givet hende et barnebarn. Min mormor havde ikke andre børn end min mor. Og hun mente at 7 aborter, var mere end rigeligt. Skulle min mor have et barn var det nu, inden det blev for sent. Min mormor vidste selvfølgelig ikk at faren til hendes kommende barnebarn var en vampyr. Min mor vidste det, men det var bestemt ikk noget hun kæftede op om. Ikke nok med at hun nu skulle til at belemres med en unge, men at ungen så også var halv vampyr var bare et levende maridt for hende. Til min barnedåb gav hun mig ikke mindre en fire efternavne, på fire forskellige sprog som alle var ord for maridt, og så ville hun til og med også have givet mig fornavnet Disaster. Men der brød min mormor ind og sagde at jeg i hvert fald ikk skulle hedde Disaster. Hun fik overtalt min mor om at jeg skulle hedde Raymon. Ikk af nogen særlig årsag, hun ville bare ikk gå med til at hendes eneste barnebarn skulle hedde Disaster. Men alligevel var dét det eneste min mor kaldte mig. Min mormor rettede hele tiden på hende og sagde; "Raymon, Sarah. Han hedder Raymon!" Men det var ikk så tit min mormor var på besøg. Så det meste af min barndom er jeg blevet kaldt Disaster. Hvis nogen spurgte om mit navn, svarede jeg; Disaster, og så kiggede de altid så underligt på mig.
Men til min 10'års fødsels dag fik min mormor bankede ind i hovedet på mig, at nu skulle jeg altså holde op med at præsentere mig som Disaster, og bruge mit rigtige navn. "Mit rigtige navn?" Havde jeg sagt med min mere eller mindre hæse stemme, i det tørre tonefald jeg som regel fik lukket ud når jeg sagde noget. "Du hedder ikk Disaster, du hedder Raymon." Først var det lidt svært, og jeg sagde tit Disaster inden jeg rettede det til Raymon når folk spurgte om mit navn.
Min mor kaldte mig stadig Disaster. Når hu overhovedet talte til mig. For det meste var hun ligeglad med mig. Hun lavede altid kun mad til hende selv, med mindre der var gæster. Men så skulle jeg heller ikk være med. Jeg måtte nøjes med enten at stjæle lidt småpenge fra hende eller tilfældige på gaden for at købe mig lidt at spise. Jeg var meget ignoreret af hende. Jeg fik kun lidt opmærksomhed på min fødselsdag, og når jeg havde taget noget eller rodet noget til. Så flippede hun helt ud, og jeg begyndte efterhånden at stjæle hendes penge og ting, rode til og stille ting andre steder end hvor de normalt stod. Kun får at få lidt opmærksomhed fra hende. Den eneste gang hun nogensinde havde gjort noget for mig var den gang hun fortalte mig om min far. Hun havde gjort sig besværet - som hun sagde - med at finde ud af noget om Damphirs. Hun havde fortalt mig om hva jeg var, og at jeg ikk måtte sige det til nogen. Nok mere for at beskytte hendes eget rygte, end mig og mit. Men ellers havde hun aldrig talt med mig om noget som helst på den måde. Det var altid vrede høj lytte ord der blev kastet i hovedet på mig mens jeg bare stod stift og nikke eller rystede på hovedet. Jeg sagde hende ikk imod. Jeg nød bare det at hun talte, eller, nok mere råbte til mig. Men det var alligevel det jeg ville opnå; opmærksomhed.
Jeg gik i skole, men pjækkede. Når de underrettede min mor var hun ligeglad, så det var jeg også. Jeg gik ikk til nogen sport, og jeg havde ingen venner at gå med. Jeg gik bare for mig selv. Når folk råbte nedgørende ting efter mig på gaden. Eller hvis bander var ude på at slå den næste tilfældige der kom forbi ned, og var så uheldige at det var mig, fik de ikk for lidt. De blev gennem tæskede. Skød de eller stak med knive havde det ingen effekt. Efterhånden var rygtet om en usårlig dreng på en 12-13år med en goth lignende stil og sort hår, nået hele kvarteret hvor vi boede. Så jeg flyttede. Jeg behøvede ikk at overtale min mor. Hun smilede til mig nok for første gang, da jeg sagde det til hende. Hun ville ikk engang hører hvor jeg ville tage hen. Hun havde heller ikk fået et svar hvis dette var tilfældet, for jeg havde virkelig ingen idé om hvor jeg skulle tage hen. Hun gik bare i gang med at finde gamle tasker og nedslidte kufferter frem.
Jeg ringede til min mormor. Jeg havde ikk talt med hende længe. Jeg havde erfaring med at hun kunne snakke om alt muligt ligegyldigt i flere timer. Og jeg kunne hverken nikke eller ryste på hovedet fordi hun ikk kunne se mig i telefonen. Da jeg spurgte om jeg kunne bo hos hende i Florida, hørte jeg hende straks råbe til hendes kammerpige at hun skulle få fat på privatchaufføren og sige han skulle tage til Bronx for at hente Fruens barnebarn. Jeg vidste da godt min mormor havde penge. Men fra min ende af telefonen lød det som om hun havde mere end det. Tænk en gang. En rig mormor i Florida, og så har man levet sit skod liv i en lorte lejlighed i Bronx.
Jeg havde noget at pakke. Jeg havde intet af værdig, så slidte kufferter og gamle tasker blev der ikk brug for. Chaufføren troede ikk rigtig på at den lille dreng med en besynderlig dyster stil, mere eller mindre lange sorte hår, hæse stemme og stille attitude var Fruens barnebarn. At jeg så heller ikk havde nogen bagage gjorde det blot endnu mere vanskeligt at overbevise ham. Men af sted kom jeg. Heldigvis kunne der ikk rigtig komme sol ind af de mørke ruder i bilen. Så jeg nåede også frem i live.
Min mormor blev så glad for at se mig. Hun havde lige været ude for at lede efter en velkomst gave, men havde ikk fundet noget, så hun stak mig 3.000 i stedet. Det var flere penge end jeg nogen sinde havde været i besiddelse af hele mit liv, var jeg meget sikker på.
Jeg fik mine egne værelser, tre værelser. Et til at sove i. Et til at være i. Og så et til bare fordi min mormor ikke ville have at jeg manglede plads. Og det gjorde jeg heller ikk. Ud over de tre værelse fik jeg et tøjskab på størrelse med min gamle stue og et badeværelse for mig selv med alt hva der var nødvendigt og mer’ til. Jeg fik mit eget hjørne af haven på størrelse med tre fodboldbaner som straks blev adskilt fra resten af haven med en hæk så man kunne se det var mit. Jeg fik en af de mindre balsale for mig selv, og oven i det hele 7 tjenere og 3 butlere. Det hele var så uvant og overvældende. Alle de penge og alle de ting. Og så al den opmærksomhed. Det var det bedste. Og den var ikk negativ, som den min mor havde præsteret. De første dage var det fedt. Ikk så meget det med pengene og pladsen som al den opmærksomhed. Jeg kunne ikke få nok. Jeg ringede efter dem hele tiden, bare for at bede dem om at gå igen medmindre jeg havde noget de skulle ordne for mig. Det havde jeg efterhånden tit da min mormor hyrede en privatlærer. Hun mente ikk man lærte noget i skolen, og så kom jeg på hårdt arbejde. Jeg blev nødt til at ringe efter tjenere hele tiden for at få hjælp til lektier på børnehaveniveau. Jeg havde ikk lært noget som helst. De meget få gange jeg havde været opmærksom i timerne kunne tælles i minutter på en hånd. Jeg lærte aldrig rigtig noget af ham privat lærer heller. Mine lektier blev lavet af tjenerne for en sum penge. Dem havde jeg massere af. 500 doller om ugen i lommepenge. Jeg havde heller ikk rigtig andet at bruge dem til. Jeg havde ingen interesse i at eje en masse unødvendige ting. Jeg købte bare et mindre stereoanlæg og så ellers noget metal- og rockmusik en gang i mellem.
Min tid hos min mormor gik for det meste med at hører musik eller sove. Hvis jeg da ikk lige skulle bruge nogle kedelige timer midt på dagen med privatlæreren. Han mente ikk at jeg var helt rask. Stod det til ham havde jeg brug for en psykolog. Men min mormor nægtede at lade en tosset mand med store runde briller og strit hår - som hun beskrev dem – snakke, og spørge ind til hendes barnebarns roede fortid med en mor der ikk gad ham, ar overalt på kroppen som skyldtes knivstik og pistolskud og så hans stille attitude. Ikk tale om. Så jeg fik ingen psykolog. Det passede mig fint. Jeg havde rigeligt i min privatlærer og så ham med pingvinfrakken der skulle lærer mig manere til eventuelle selskaber. Han fik mig lært at sidde pænt ved bordet, hælde og holde for damer hvis der ikk var andre til det, spise med kniv og gaffel og diverse andre ting. Men jeg lærte aldrig rigtig det med titler og De og Dem. Men jeg sagde jo heller ikk så meget.
Ellers skete der ikk rigtig noget de år, jeg boede hos min mormor. Nogle uger inden min 17’års fødselsdag gad jeg ikk rigtig det kedelige rige liv mere. Min mormor, i modsætning til min mor, krævede en del overtagelse og gode argumenter. Men hun gav sig til sidst. Hun spurgte hvor jeg ville tage hen. Igen havde jeg ingen anelse, så der gik nogle dage før jeg tog af sted, grundet at jeg skulle finde ud af hvor jeg skulle tage hen. Men det endte så med Los Angeles. Jeg fik 10.000 af min mormor, hun sagde at så havde jeg noget til jeg fik et arbejde. Jeg regnede ikk med at få et arbejde, og jeg behøvede heller ikk et med 10.000 doller og min meget lille lyst til at købe noget som helst. Jeg havde endda stadig nogle lommepenge jeg ikk havde fået brugt. Det gav mig i alt omkring 20.000 doller. Tanken om at rande rundt med alle de penge gav mig kvalme. Jeg sendte 15.000 til min mor. Ikk fordi jeg brød mig specielt meget om hende. Hun var den eneste jeg nogensinde havde haft respekt for, mest fordi jeg frygtede hende, selvom jeg vidste hun ikk kunne gøre mig noget. Men jeg vidste jo hun kunne bruge pengene, og jeg havde ikk selv lyst til at eje dem. Det meste af de 5.000 doller gik til noget nyt tøj. Sorte lidt løse læderbukser. En sort langærmet T-shirt. Et par holdbare sorte støvler jeg kunne gå langt i, uden at få alt for ondt i fødderne. Og så den lange sorte jakke.
Jeg lejede et værelse i en lille lejlighed et sted. Der bor jeg stadig!
irl. person: Regitze
Evner: Er Damphir; kan ikk dræbes, kan fornemme hvor vampyrer er og kan ikk blive syg.
Om Damphir:
Her er noget information om Damphirs. Jeg har bare samlet noget af det jeg har læst om dem. Men det er joh ret forskelligt fra hinanden noget af det, så jeg skriver bare en samling af det der lød mest realistisk.
En Damphir bliver født, ikke skabt. Det er som regel faren der er vampyr, som så får et barn med et menneske. Damphirs kan godt være i sollys, men kun omkring en time, så skal de have skygge. De ting som ellers kan skade eller dræbe en vampyr kan ikke skade/dræbe en Damphir. En Damphir kan kun dø af alderdom. Ligesom vampyrer kan de ikke blive syge, og de kan ikke dræbes. Men de har ikke evigt liv, som vampyrer. De bliver dog ofte ældre end normale mennesker, omkring 90 – 110 år. Men det er kun et ca.
En Damphir kan fornemme hvor Vampyrer er.
En Damphir behøves ikk blod, og kan godt spise og drikke mad og leve af det. Nogen drikker bare blod alligevel.
En Damphir kan ikk dø af sult, men kan godt sulte (og derved lide, grundet at de ikk dør). Og de kan godt mættes af blod.
Damphirs har hugtænder.
Damphirs har en ’Guardian spirit,‘ en slags hjælper eller noget, ofte i skikkelse af et dyr. Men jeg har ikke helt styr på hvad det er, da det meste af det jeg har læst var engelsk. Så det har * altså ikke.
Hvis nogen mere præcist ved hvad det er, må de gerne skrive det til mig.
